
Biogene byggematerialer – materialelære og konsekvens for konstruktioner
Hvad betyder det for konstruktioner, når vi anvender biobaserede byggematerialer?
Deltag på dette andet webinar i rækken af to webinarer om biobaserede byggematerialer, som er arrangeret af WE BUILD DENMARK og Konstruktørforeningen.
Her vil du få en kortere introduktion til biobaseret byggeri og spændende oplæg fra dels rådgiverens, dels entreprenørens perspektiv.
Hør:
- Rådgiverens perspektiv på biobaserede konstruktioner v. Lars Broder Lindgren, Artelia. Lars er medforfatter på ’Inspirationskataloget for biobaserede konstruktioner’, som er udarbejdet for Realdania, og vil holde et oplæg om, hvilken betydning anvendelsen af biobaserede byggematerialer har for de konstruktioner, som vi bygger.
- Entreprenørens perspektiv på biobaseret byggeri v. Samuel Mydland, JDH-BYG
JDH-Byg er en af de mest erfarne entreprenører i Danmark i forhold til at udføre biobaseret byggeri. Samuel – som er ansvarlig for strategi og udvikling – vil give et udpluk af de mange biobaserede byggeprojekter, som de har været/er involveret i, og dele ud af deres erfaringer og viden. - Fælles debat – kom med dine spørgsmål og del dine kommentarer.
Baggrund
Det byggede miljø bærer en stor del af ansvaret for Danmarks CO2-emissioner, energiforbrug og ressourceforbrug. Hertil kommer kritisk tilbagegang i biodiversiteten, som bl.a. kæmper mod det byggede miljø om arealerne. Det byggede miljø har med andre ord nogle alvorlige påvirkninger af dets omgivelser og udgør dermed både en stor del af udfordringen og en væsentlig del af løsningen i forhold til at indfri Danmarks mål om 70 % reduktion af udledningen i 2030, i forhold til at overholde Parisaftalens mål om, at vi som klode holder os under 1,5 Co temperaturstigning samt at holde sig inden for de videnskabeligt definerede planetære grænser.
Et mere bæredygtigt byggeri har flere strenge at spille på, men handler i særlig grad om de materialer som anvendes i byggeriet, hvor dansk byggeri helt overordnet skal reducere sit materialeforbrug betragteligt.
Dette kan gøres ved at øge:
- Genbrug og genanvendelse af materialer, som udover at reducere udledning af CO2 også bidrager til at minimere affald.
- Anvendelse af biobaserede materialer som træ, halm, græs og hamp. Disse materialer er kendetegnede ved at være en fornybar ressource i den forstand, at vi ikke kommer til at mangle dem, så længe vi dyrker dem, eller de gror sig selv, som fx lavbundsgræs og ålegræs. Derudover kan det bebyggede miljø anvendes til at lagre CO2, når vi anvender biobaserede byggematerialer
Deltag på webinarer:
De to webinarer giver til sammen en bred introduktion til biobaseret byggeri, men kan sagtens opleves enkeltvis. Blot husk at tilmelde dig begge webinarer, hvis du har mulighed for at deltage i begge.
Webinar 1: Introduktion til biobaserede byggematerialer
03.09 kl. 15.00-16.00
På dette første webinar gives en længere – allround – introduktion til biobaseret byggeri, fulgt op med et spændende oplæg fra arkitektens perspektiv.
Webinar 2: Biogene byggematerialer – materialelære og konsekvens for konstruktioner
30.09 kl. 15.00-16.00
På dette andet webinar gives en kort introduktion til biobaseret byggeri, fulgt op med spændende oplæg fra dels rådgiverens, dels entreprenørens perspektiv.
Online